Kultur

Kvinder og mænd fra Vestbredden og Gaza fik luft under fødderne

Palæstina Maraton 2015. Arrangørerne Lærke Hein og Signe Fisher Smidt tager imod palæstinensisk løber på målstregen. Foto Signe Vest
Palæstina Maraton 2015. Arrangørerne Lærke Hein og Signe Fisher Smidt tager imod palæstinensisk løber på målstregen. Foto Signe Vest

Palæstina Maraton har skabt en løbekultur, som fordrer bevægelsefrihed på tværs af køn og grænser. I år var over 35 procent kvinder, og også Gaza var med.

”Vi er de røde, vi er de hvide, vi tager titlen, står sammen alle mand, bare kom an,” runger det fra højtalerne på en Starbucks Cafe i Betlehems gamle by. De danske besøgende kigger forvirret rundt og møder cafeejerens grinende ansigt. Det er en hyldest. Tak fordi I er kommet. Til Palæstinas Maraton.

Det er det tredje af slagsen, og i år har løbet lokket 31.000 løbere med 49 forskellige nationaliteter til Betlehem. Opbakningen kommer især fra danskere, som udgør 100 deltagere inklusiv syv danske folketingsmedlemmer fra fire forskellige partier.

Vi ønsker at være lokalt bæredygtige, og at lokalsamfundet skal føle ejerskab over dette event. Når I afholder et løbeevent i Danmark, er det jo heller ikke den britiske ambassade, som betaler for det George Zeidan, lokal arrangør fra Right to Movement Betlehem

Dansk ophav

Den danske interesse hænger sammen med, at de oprindelige initiativtagere til maratonet er to danske kvinder fra organisationen Right to Movement, som støtter alle menneskers grundlæggende ret til fri bevægelse – særligt kvinders – ved at hjælpe løbeklubber og maraton i gang verden over. I de palæstinensiske områder, Vestbredden og Gaza, er udfordringerne, at der ikke længere findes sammenhængende 42,195 KM (hvilket arrangørerne har løst ved, at man løber ruten i to loops), og at der, særligt blandt kvinder, ikke er tradition for løb.

2015 Palestine Marathon fakta

Right to Movement er organisationen bag Palæstina Maraton og etableringen af løbeklubber i Palæstina, Danmark, Jordan, USA, Canada, Ghana mm.

Right to Movement er i 2013 og 2014 blevet støttet af KVINFO’s minipulje med midler fra Det Arabiske Initiativ til særligt at engagere kvindelige løbere.

DR2 har vist dokumentarfilmen ”Palæstina Maraton” om de danske kvindernes kamp for at etablere maratonet som et lokalt forankret projekt.

Aftenen før løbet sidder de to kvinder Lærke Hein og Signe Fisher Smidt dybt koncentrerede i registreringslokalet ved pladsen foran Fødselskirken i Betlehem. Det strømmer stadig ind med folk, som vil deltage, skønt klokken er over 20.00. Omkring 50 palæstinensiske og danske frivillige får logistikken til at køre, og de har alle hænderne fulde.

”Vi har kunne trække på en håndfuld løbere fra den lokale Right to Movement løbeklub i Betlehem, som har været med fra start, og det er dejligt at se, at de føler sig klædt på til at tage ansvar for eksempelvis myndigheder, lokal finansiering og promovering rundt omkring på Vestbredden,” siger Lærke Hein.

Lokalt ejerskab

Det første år var danskerne tovholdere på planlægningsprocessen, hvor palæstinenserne bidrog til implementeringen. Dette år har de lokale arrangører i kernegruppen været lige involverede i hele processen, og næste år er det planen, at palæstinenserne skal organisere det hele selv. Derudover støttes maratonet, som de sidste to år har været medfinansieret af KVINFO, i år udelukkende af palæstinensiske virksomheder.

”Vi ønsker at være lokalt bæredygtige, og at lokalsamfundet skal føle ejerskab over dette event. Når I afholder et løbeevent i Danmark, er det jo heller ikke den britiske ambassade, som betaler for det”, siger George Zeidan, en af de lokale arrangører fra Right to Movement Betlehem.

Det har i år kostet omkring 40 kroner for alle lokale løbere at deltage. Lokale sponsorater og indtjeningen fra de internationale deltagere og støtteløb har dækket resten.

”Ambitionen er, at vi kan skabe et overskud på løbet, som vi kan bruge til at hæve kvaliteten og professionalismen til et højere niveau næste gang,” siger han.

Den lokale forankring har fra starten været målet for de danske initiativtagere.

”Det sker desværre alt for ofte, at projekter siver ud i sandet, fordi man ikke involverer lokale kræfter tilstrækkeligt. Det ser nu ud til at lykkes,” siger Signe Fischer, som har mangeårig erfaring med internationalt udviklingsarbejde.

Fra sælsomt syn til en løbekultur i Palæstina

Selvom det er tredje gang de sammen arrangerer maraton, er der mange last-minute udfordringer her mindre end 12 timer inden løbet skydes i gang. En ubekendt er, hvorvidt de 48 deltagere fra Gaza får tilladelse til at rejse ud af Gazastriben og ind på Vestbredden. Det er ikke sket de to forrige år. En anden, som kun lige er faldet på plads, er koordinering af trafik og lukning af veje med politiet – ”selvom vi har haft møder om det i månedsvis,” siger George Zeidan med et suk. Der er stadig et stykke vej igen, førend byen kan facilitere et sådan event problemfrit, men George mener, at maratonet er det største, mest professionelle sportsevent til dato.

Palæstina Marathon er vokset fra 650 løbere i 2013 til over 3000 i 2015. Og via en intensiv rekrutteringsindsats blandt arrangørernes familie, venner, sociale medier og lokale løbeevents, har løbeglæden spredt sig til andre byer på Vestbredden, som har oprettet lokale Right to Movement løbeklubber med omkring 300 medlemmer.

”Vi har formået at skabe en løbekultur i Palæstina. Den støtte vi får fra vores familier, samfundet og Det Palæstinensiske Selvstyre, viser at mentaliteten har ændret sig,” siger George Zeidan, ”og det er sket med stærk støtte fra vores venner i Danmark.”

Kvindernes maraton

Løbet bryster sig også af høj kvindelig deltagelse – mere end 35 procent deltog i år.

”Når vi løber til daglig er op til 60 procent kvinder,” fortæller George Zeidan, som mener inklusionen af kvinder i høj grad skyldes løbeklubberne. ”Alle ved, at de kan føle sig velkommen her. Det er også grunden til, at vi løber kl. 5 lørdag morgen – før nogle dumme mænd får busker på,” siger han og blinker. Han forklarer med et eksempel.

Palæstina Maraton i tal:

Total antal løbere: 3093
– Samlet antal kvindelige løbere: 1203 39%
– Samlet antal mandlige løbere: 1890 61%
Antal løbere kører fuld marathon (42,195k): 310
– Kvindelige løbere: 64
– Male løbere: 246
Antal løbere kører halvmaraton (21.1k): 691
– Kvindelige løbere: 267
– Male løbere: 424
Antal løbere kører 10K (10k): 2092
– Kvindelige løbere: 872
– Male løbere: 1220
Nationaliteter: 49
Antal frivillige: 450

En lørdag, hvor omkring 30 kvinder og 20 mænd løbetrænede i en dal i Betlehem, blev vejen spærret af fire unge palæstinensiske mænd på hesteryg, som begyndte at chikanere de kvindelige løbere. Gruppen besluttede at vende om og løbe en anden rute. Men på vejen, som løber tæt på den israelske bosættelse Har Gilo, kørte to israelske militær jeeps ind i mellem gruppen og begyndte at lave hjulspin. ”Det var ren chikane,” siger George og konkluderer, ”en palæstinensisk mand må altid overveje den israelske besættelse, piger skal både overveje det og dumme mænd,” Men det er netop derfor gruppen eksisterer, siger han, ”for at opfordre palæstinensiske kvinder til at deltage i hvilken som helst form for sport.”

Gaza også med

Så lyder den store nyhed: Deltagerne fra Gaza er kommet igennem checkpointet og er på vej til Betlehem på Vestbredden. Store smil breder sig på ansigterne af en gruppe frivillige fra Palestine Olympic Committe, en af Right to Movements lokale partnere.

”Jeg har gåsehud!” siger 22årige Majd Hijjeh fra Ramallah. ”Indtil nu har vi kun kommunikeret på email.”

De ruller skyndsomt et langt banner sammen, som lister navnene på løberne fra Gaza med overskriften ”Indtil hvornår?.

”Jeg er overrasket. Det er første gang det sker. Jeg er især glad, fordi fem af dem er kvinder,” siger Eitidal Ismail fra Palestine Olympic Commitee, som havde insisteret overfor myndighederne i Gaza på, at hvis der ikke var kvinder med i delegationen, så kunne de godt lade være at komme.

Rørende forening

Og så står gruppen fra Gaza i lokalet, og der bliver givet håndtryk og kindkys med strålende øjne og klumper i halsen.

24årige Fatma Shamallkh er ene kvinde i en delegation fra Arab Youth Network fra Gaza City. Hun har løbet i fem år og skal løbe 10 km.

”Jeg løber, fordi jeg gerne vil være sund og i god form. Jeg elsker sport. I Gaza kan du løbe men kun i begrænsede områder som stranden og indendørs sportscentre. Det sker, at folk råber efter mig, men jeg ignorer dem bare,” fortæller hun, inden hun er nødt til at bryde op. Hun har været på farten siden kl. 4.30 med syv timers venten i checkpointet og skal løbe kl. 8 næste dag. Men hun glæder sig.

Rosa Lund, folketingsmedlem for Enhedslisten er også rørt over situationen.

”Det er så fedt. Jeg løb også med første og anden gang, og der kunne løberne fra Gaza jo ikke komme ud. Det at de er blevet lukket ud viser, at dette løb virkelig betyder noget.”

Et internationalt kendt maraton på tre år

Det skulle blive en af løberne fra Gaza, Nader al-Masri, som løb førstepladsen hjem. Efter han havde modtaget sin medalje, blev han båret rundt på hænder og hyldet på pladsen foran Fødselskirken. Det kunne ikke have været et bedre klimaks på dagen for arrangørerne.

”Det har været en fantastisk dag, og jeg vil gerne takke alle løbere, støtter, frivillige og partnere for deres store bidrag,” sagde George Zeidan.

Han og hans medfrivillige er klar på at løfte opgaven alene til næste år. Det glæder Signe Fisher Smidt og Lærke Hein.

”Vi er helt vildt glade for at se, hvordan maratonet har udviklet sig fra en spinkel idé, der kom til mig på en løbetur i Jerusalems gader, til tre år efter at blive et internationalt kendt maraton med lokal forankring, finansiering og ejerskab. Det viser, hvordan man kan komme uendeligt langt med masser af gå-på-mod, vilje, frivillighed og lige partnerskaber – og ikke mindst fleksibilitet,” sagde Signe Fisher Smidt.

Right to Movement vil fremadrettet fokusere på, at opbygge et globalt løbe-community, som løber for retten til fri bevægelse alle steder samt mobilisere løbere til næste års Palæstina Maraton.

Tags:, , ,