| - UNGDOM -
Flot evaluering af MS’ mellemøstprogram

”Training of trainers”, juli 2011 Hala fra Palæstina og Abdrahman fra Egypten.
| Mellemfolkelig Samvirke har med programmet ‘Building Bridges for Youth Action’ siden 2009 arbejdet med kapacitetsopbygning af unge og ungdomsorganisationer og på at styrke lokale unges rolle i demokratiske reformprocesser i Mellemøsten. Denne indsats er i løbet af sommeren 2011 blevet evalueret af to eksterne konsulenter.
af Lone Palmus Jensen, MS kommunikationsassistent i Amman. |
Reviewet viser, at Mellemfolkeligt Samvirke mere end nåede målsætningerne for programmet. Siden 2009 har mere end 2000 unge i regionen deltaget i aktiviteter, der fremmer aktivt medborgerskab gennem bl.a. sport, teater og musik.
Samtidig bliver der i rapporten lagt vægt på, at især dialogdelen, hvor en lang række aktiviteter har skabt interaktion mellem danske og arabiske unge, har været effektiv og skabt vedvarende kontakter mellem de unge. Her kan bl.a. nævnes en række sports- og kulturprojekter støttet af DEMENA-Puljen, som f.eks. Mellemøstekspeditionen. Dertil kommer praktikanter og frivillige og ikke mindst den Globale Platform i Jordan, som bringer danske unge til MENA-regionen og tilbyder træning af unge fra Danmark og MENA.
Unik træning
Alle adspurgte deltagere giver yderst positiv feedback på en række af Mellemfolkelig Samvirkes træningsforløb. Den interaktive, deltagerinddragende og konkrete anvendelse af metoder, bliver identificeret af deltagerne som det, der gør, at træningerne adskiller sig fra andre i regionen.
Anbefalinger til fremtiden
Reviewet udstikker også en række anbefalinger til programmets fremtidige strategi – herunder bl.a. at udvikle redskaber til bedre at kunne vurdere partner- og ungdomsorganisationers individuelle kapacitetsbehov og målrette træningen yderligere hertil.
Rapporten påpeger, at programmets målsætninger er endnu mere relevante nu, end da det startede i 2009. Det arabiske oprør, der har påvirket det meste af regionen siden starten af 2011, viser, at unge i regionen er nøglefigurer, når det kommer til at igangsætte reformprocesser. Dette gør det også relevant at revurdere valg af lande og partnere. På denne baggrund udvider Mellemfolkelig Samvirke bl.a. til Nordafrika med en bevillig på 9,5 mio. kroner fra Udenrigsministeriet. Fokus vil være at styrke unges rolle i reformprocesserne efter revolutionerne, særligt i Egypten.
’Building Bridges for Youth Action’s første treårige fase ophører i slutningen af 2011 og det er i denne forbindelse, at de opnåede resultater er blevet vurderet og anbefalinger til næste fase er blevet fremsat. Reviewets anbefalinger vil blive inkluderet i udformningen af planerne for de næste tre år.
Hele reviewet kan læses herJanuar 2011 |